29. SEP 2020 • 06:38UDLAND

Egypten anholder hundreder for at demonstrere mod Sisi

Gå af, Sisi, lød råbet ved en af de små og spredte protester i Egypten i de seneste dage.

Egypten har anholdt mindst 382 mennesker i de seneste ni dage. Det er sket i forbindelse med små og spredte demonstrationer mod præsident Abdel Fattah al-Sisi.

Det oplyser ngoen Den Egyptiske Komité for Rettigheder og Frihed.



Demonstrationer er ellers blevet en sjældenhed under præsident Sisi. Hans regering har indført love, der kan give flere års fængsel for politiske ytringer, der ikke ligger på linje med regeringen.



Alligevel har der været mindre demonstrationer fredag - først og fremmest udenfor de store byer. Det bekræfter sikkerhedskilder.



I et tilfælde siger et øjenvidne, at omkring 100 mænd var samlet uden for byen Damietta, hvor de råbte "gå af, Sisi".

Den Egyptiske Komité for Rettigheder og Frihed siger, at den selv har dokumenteret, at 249 mennesker er blevet tilbageholdt i de seneste ni dage.

Andre rettighedsgrupper har dokumentation for, at 133 andre er tilbageholdt.

Den egyptiske anklagemyndighed sagde søndag, at den har beordret 68 mindreårige løsladt for deres formodede deltagelse i "nylige optøjer".

Anklagemyndigheden nævner ikke de over 300 øvrige tilbageholdelser.



Det var ikke umiddelbart muligt at få en udtalelse fra Egyptens indenrigsministerium.

Demonstrationerne er til dels udløst af frustration over økonomien, der er blevet forværret under coronaudbruddet. Mange er også utilfredse med en ny politik, der giver regeringen mulighed for at udstede bøder eller rive huse ned, der er bygget uden den rigtige tilladelse.



De mindre protester i Egypten fandt sted omkring årsdagen for demonstrationer i hovedstaden Kairo og andre byer.

Her gik flere tusinder modstandere af præsident Sisi på gaden og krævede hans afgang.

En forretningsmand ved navn Mohamed Ali, der lever i eksil i Spanien, havde sidste år opfordret egypterne til at gøre modstand mod Sisis undertrykkende styre.



/ritzau/Reuters

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet