29. SEP 2020 • 09:38UDLAND

Mangel på mad stiger massivt blandt børn i Syrien

På seks måneder er antallet af syriske børn, der oplever mangel på mad, steget med 700.000 til 4,6 millioner.

Det seneste halve år er antallet af børn, der ikke får mad nok, steget markant i det krigshærgede Syrien.

I alt 4,6 millioner syriske børn oplever mangel på mad og risiko for fejlernæring. Det er en stigning på 700.000 siden marts.



Det viser tal fra FNs Fødevareprogram ifølge en ny rapport fra Red Barnet.

- Det er næsten en hel generation af børn, som risikerer fejlernæring, fordi deres forældre ikke har råd til at sætte mad på bordet, siger Anne Margrethe Rasmussen, der er områdeansvarlig for Mellemøsten i Red Barnet.

Mangel på mad kan betyde, at børnene ikke får tilstrækkeligt med mad til at blive mætte hver dag. Men det kan også betyde, at deres forældre har måttet opgive at give børnene frugt, grønt og kød.

- Det kan måske lyde som et luksusproblem, at man ikke kan få frugt, grønt og kød. Men det er noget, der står på over lang tid, og så kan det medføre fejlernæring og få alvorlige konsekvenser for børnene, siger Anne Margrethe Rasmussen.

Fejlernæring kan blandt andet svække børnenes fysiske og mentale udvikling samt deres modstandskraft mod sygdom. Det kan også betyde, at børnene klarer sig dårligere i skolen, oplyser hun.



Den massive stigning i antallet af børn, der er i risiko for fejlernæring, skyldes ifølge Red Barnet en kombination af flere ting, der tilsammen skaber en katastrofe.



Det er først og fremmest kombinationen af ti års krig og en enorm økonomisk krise i Syrien. Derudover er alle humanitære grænseovergange til Syrien på nær én blev lukket i juli.

Oveni det kommer coronakrisen, som har medført, at mange af de mest udsatte og fattige familier har mistet deres indtægtsgrundlag.



Der er brug for, at det internationale samfund griber ind for at hjælpe det stigende antal børn i Syrien, der oplever sult og fejlernæring, mener Anne Margrethe Rasmussen.

- Det skal sikres, at vi organisationer kan yde hjælp til dem, der har mest brug for det. Derfor er det vigtigt, at vi får genåbnet grænseovergangene, så der kan komme mad og hjælp ind i landet.



/ritzau/

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet