10. APR 2020 • 15:29SPORT

Fifpro er bekymret for mentalt spillerhelbred i coronatid

Spillerforeningen Fifpro påpeger, at coronakrisen kan tage hårdt på spillere, der er langt væk hjemmefra.

Langt størstedelen af de europæiske fodboldligaer har været suspenderede i omkring en måneds tid som følge af den globale coronakrise, og det kan være en svær tid for mange spillere, der eksempelvis er sendt hjem af deres klubber.

Det pointerer Den Internationale Spillerforening (Fifpro) i et interview med Reuters Television.

- Mental sundhed er et stort fokusområde, siger generalsekretær i Fifpro Jonas Baer-Hoffmann og fortsætter:



- Studier igennem år viser, at der er forhøjede risici for angst og forskellige psykiske problemer for spillere sammenlignet med befolkningen generelt, fordi det er en anspændt og usikker beskæftigelse for de fleste af dem, og dette gør det værre.

Det er ikke mindst svært for spillere, der opholder sig i andre lande langt væk fra deres familier.



- Mange unge individer skal klare sig selv langt væk fra deres hjemland. De har ofte ingen familiestøtte i disse lande, og mange af dem har bogstaveligt talt etårige ansættelseskontrakter.

- Det skaber en markant usikkerhed, om hvorvidt de har nogen form for indkomst i slutningen af sæsonen, lyder det fra Jonas Baer-Hoffmann.



Ingen af de største ligaer i Europa har sat en præcis dato på, hvornår de agter at genoptage sæsonen.



De fleste ligaer håber at kunne spille sæsonen færdig ved at forlænge sæsonen helt til juli eller august. Mange steder bliver det sandsynligvis for tomme tribuner.



/ritzau/

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet