7. NOV 2019 • 14:45SPORT

FC København vil rotere sig til avancement i Europa

Viktor Fischer vil gerne spille hele tiden for FC København og gider ikke klage over for mange kampe. FCK-træner Ståle Solbakken føler sig nødt til at rotere.

Det er et puslespil, når Ståle Solbakken skal stille et slagkraftigt hold i torsdagens Europa League-kamp hjemme mod Dynamo Kiev.



Det fortæller FCK-træneren, som på det seneste har klaget over et sammenpresset kampprogram.



Søndag skal FCK en tur til Herning, hvor FC Midtjylland, der fører Superligaen, venter i et topbrag.

Igen føler Solbakken sig nødt til at rotere blandt spillerne.



- Det er det sædvanlige. Det er vi gode til, og det er vi vant til. Det er jo ikke et værre puslespil, end at vi har så og så mange tilgængelige spillere.

- Hvem kan spille to gange 90 minutter? Hvem er i form? Hvem er ikke i form? Hvem har haft lange skadesafbræk? Hvem passer bedst til den type kamp?



- Der er ikke noget anderledes ved det. Det er bare to hårde modstandere tæt på hinanden, siger Solbakken.

Nordmanden peger på, at Viktor Nelsson, der skiftede til FCK i juli, har spillet 25 ud af klubbens 26 kampe i denne sæson.



- Det er helt ekstremt. Jeg synes næsten, at det er - jeg vil ikke sige synd - men det er ikke ideelt. Jeg må bare sige, at de to midtstoppere virkelig har markeret sig, siger Solbakken.

FCK-træneren henviser også til Sotiriou Papagiannopoulos, som har spillet 21 kampe i denne sæson. Han startede dog skidt i sæsonens første kamp mod OB.



- Vi havde virkelig en hård samtale. Jeg giver ofte forsvarsspillere, som har spillet på en helt anden måde i en helt anden kultur, et halvt år til at komme ind i det.

- I og med at han ikke spillede så meget i sidste sæson, så fik han et år. Men så spillede han ad helvede til i sæsonens første kamp mod OB, siger Solbakken.

FCK vandt kampen 3-2 trods skidt forsvarsspil, som OB udnyttede til at komme foran 2-0.



- Så sagde jeg til ham, at nu er klokken slået. Det er nu eller aldrig. Enten klarer du dette, ellers spiller du i Östersund eller et andet sted.

- Og der må jeg bare sige, at han har taget handsken op. Han er blevet stærk og har fået speed i benene. Han har haft en fantastisk sæson, mener Solbakken.

Viktor Fischer havde tunge stænger i søndagens kamp mod Sønderjyske, men lover friske ben mod Kiev.

- Jeg har været så glad for at spille alle kampene. Jeg vil bare spille det hele. Jeg var sindssygt glad for ikke at blive skiftet ud mod Sønderjyske, selv om jeg havde to-tre dårlige aktioner i træk.



- Det gælder om at køre videre på den gode rytme og stadig være en del af holdet hele tiden. Og få så mange minutter i benene som overhovedet muligt.



- Hvis man behandler det ordentligt, så kan man gøre det til ens fordel i stedet for at klage over, at der er for mange kampe. Vi ser jo friske ud, så det klager vi ikke over, siger Fischer.

FCKs kamp mod Dynamo Kiev går i gang torsdag klokken 18.55.



/ritzau/

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet